Beskrivelse af kommende udstillinger og udflugter

Fernisering i Galleriet, Farum Kulturhus, 10. marts kl. 12.15.
Formand for Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget Tine Hessner byder velkommen til Furesø Kunstforenings udstilling. Udstillingen præsenterer malerier, collager, keramik og bronzer.

Udstillingens nestor er Kirsten Bohn, som debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1978. Kirsten Bohn har skabt eksemplarisk komponerede billeder med motiver fra hverdagens Danmark. Hun portrætterer ganske almindelige danskere med stor solidaritet. Collage og billedtæpper var de foretrukne materialer i starten, men op gennem 1990’erne bliver maleriet det foretrukne udtryksmiddel.
Birthe Claire Højbjerg er ligeledes billedkunstner. Med rod i ekspressionismen sættes form og farve i højsædet. Der males ud fra egne oplevelser, drømme og fantasier med stor vægt på koloristisk balance og skønhed. Emnerne er oftest kærlighed, som regel udtrykt ved det kvindelige aspekt, idet det smukke kropssprog på en gang udtrykker ro og værdighed og en uforklarlig, kraftfuld udstråling.
Else Merete Deichmann har altid været fascineret af keramik. Da familien i 1980’erne flyttede til England nær The Potteries i Midt England, var det en drøm, der gik i opfyldelse. Hun fik nu mulighed for at tage en uddannelse indenfor keramik på et 4-årigt professionelt diplomkursus fra Midwarwickshire College. Om sit keramiske arbejde siger hun: ”Jeg var og er stadig lige nysgerrig i min afsøgning af keramikkens mange muligheder, både inden for lertyper, glasur og overfladestruktur i skærven. Al min keramik er håndlavet unika.”
Elna Christiansen er uddannet på Billedskolen Jagtvej. Hun har været på bronzestøberkursus ved Peter Jensen og har nu egen skole med undervisning i keramik og skulptur. For Elna er en af de største glæder i hendes liv at modellere.
”Når jeg modellerer lægger jeg stor vægt på oplevelse og sansning, derfor arbejder jeg altid efter levende model. At arbejde på denne måde kræver brug af alle sanser og en stor tilstedeværelse, hvilket jeg håber de færdige resultater afspejler.”
Furesø Kunstforening  | ahamann066@gmail.com